Beskrivelse
Vi glæder os til at tage jer med på tur i Jotunheimen, en af Norges absolut smukkeste nationalparker. Her er Norges højeste fjelde med glitrende sne på toppene, store gletsjere, dybe dale og smukke vand. Og så er det jætternes land, fuld af myter og sagn som inspirerer de eventyrlystne. Vi tager jer med på en tur igennem det smukke naturlandskab og deler vores passion for både historien og naturen i området.
Turen består af 6 vandredage, med omkring 15km pr dag og en del højdemeter. Undervejs påtænker vi en basecamp dag med mulighed for at gå en toptur op på et af Norges højeste fjelde, eller nyde en rolig dag med badning og lejrhygge.
På denne vandretur får du mulighed for at udfordre dig selv og opleve glæden ved det. Du vil opleve smuk og dramatisk natur, nydelsen i rent fjeldvand, hyggelige stunder og grin i lejren, og ikke mindst skabe stærke relationer til et fantastisk hold af KlubUd mennesker. Vi tager på tur sammen og hjælpes derfor med at gøre turen til en god oplevelse, det gælder alt fra at bidrage med smil og god energi, sætte lejr op sammen, tage del i at bære fællesudstyr og generelt hjælpe hinanden når der er behov. Vi håber at I har lyst til det, og garanterer at det gør turen endnu federe.
Vi vil som turledere rigtig gerne lære fra os undervejs, både hvad angår lejrliv, vandring og generelle friluftstriks. Vi inddrager jer i navigationen, hvis I har lyst, og giver jer mulighed for at orientere undervejs. Og så fortæller vi om naturens finurligheder og de historiske vingesus fra området. Alt dette starter vi allerede med på et infomøde forud for turen.
Vi glæder os til at møde jer!
Eventyrhilsner fra Signe og Solvej, jeres turledere på turen
Eksempel på en dag på turen:
07:00 Lejren vågner. Der laves og spises morgenmad og kaffe
08:00 Nedpakning af telt og lejr
09:00 Alle står klar med pakket rygsæk. Tjek-ind runde og morgenbriefing
09:30 Afsted på tur. Vandring ud fra 50:10 princippet med 50min vandring 10min pause.
12:00 Frokost et herligt sted på fjellet
17:00 Lejropsætning, aftensmad og hygge i lejren
På turen kommer alle deltager til at samarbejde om at gøre turen til en succes. Det betyder blandt andet, at man som deltager vil få tildelt opgaver i forbindelse med oprettelse og nedbrydning af lejr. Ligeledes deles alt fælles materiale ud i deltagernes rygsække, således at vi er fælles om at bære mad, telte, kogegrej, førstehjælpsudstyr mm. Der lægges op til, at de deltager, som har interesse for det, på skift får lov til at navigere i løbet af turen.
Deltager forudsætninger
Det er en krævende tur, så kendskab til fjeldvandring er en fordel, og det er et must, at man har prøvet at vandre med fuld oppakning tidligere. Når det er sagt, er vi der selvfølgelig for at hjælpe jer igennem turen, støtte jer og dele vores viden og erfaring. Er du i normalt god fysisk form og har du en god portion viljestyrke, er turen for dig. Tag kontakt til os, hvis du er i tvivl om du lever op til deltager forudsætningerne.
Du skal have vandret med fuld oppakning (omkring 15-20 kg) før så du har en ide om hvor tungt det er. I fladt terræn skal du kunne vandre omkring 20 km om dagen i flere dage i streg.
Forplejning
På turen er alle hovedmåltider inkluderet, men snacks til mellemmåltider skal du selv medbringe. Er du vegetar kan vi sagtens tage højde for det.
Transport
Transport til og fra Norge er ikke inkluderet, men er ret overkommeligt. Der er mulighed for at koordinere fælleskørsel blandt deltagere.
Turen starter ved en parkeringsplads om eftermiddagen den første dag, hvor der er mulighed for at have bilerne holdende, og herfra vandre vi så et kort stykke ind til den første lejr.
Turen slutter igen om morgenen/formiddagen den sidste dag ved bilerne.
Turleder
Solvej og Signe er turledere på turen. De er begge dygtige turledere med stor erfaring fra de norske fjelde. Du er garanteret en spændende og hyggelig tur med det hold.
Pakkeliste
Du får tilsendt en pakkeliste hvor alle ting er uddybet, men her kan du få et overblik
- Rygsæk på ca 70 liter
- Sovepose
- Liggeunderlig
- Hygiejne
- Toiletsager (kun de nødvendige)
- Håndklæde (letvægt)
- Håndsprit
- Toiletpapir
- Tændstikker
- Myggespray (kan evt. deles blandt flere)
- Solcreme (lille bøtte)
- Basal førstehjælp: Vabelplastre, plastre, smertestillende, evt. sportstape, evt. medicin
- Tøj efter lag på lag princippet (Uddybes via tilsendt pakkeliste)
- Dine egne yndlingssnacks og lidt varme drikke
- Skål, bestik, kop og drikkedunk på min 1L
- Pandelampe og ekstra batterier
- Solbriller
- Siddeunderlag (evt. skumunderlag som også kan bruges til ekstra isolering om natten)
- Kniv (”spejderkniv”)
- Forsikring, sygesikring og pas
- Evt. spil eller andet hygge til lejr (småt og let)
- Evt. Termoflaske eller kop – (kan måske deles)
- Evt. vandrestave (go idé særligt hvis man har knæ som bliver trætte – og så de også gode at have til eventuelle vandpassager)
Pakkelisten gennemgåes yderligere i forhold til tips og tricks og fællesudstyr på infomødet.
Online infomøde
Forud for turen afholdes en online introduktion af turen, hvor turleder gennemgår turen og du får sat ansigt på de andre deltagere.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til turen, kan du kontakte Hans Henrik på hh@klubud.dk