Turbeskrivelse
Er du klar på et eventyr ud over det sædvanlige, så tag med KlubUd på pulktur. På turen har vi fokus på fællesskab og læring. Det betyder, at vi arbejder sammen som et hold; vi er fælles om at lave mad, slå telte op, tage beslutninger og trække spor.
Vi rejser med nattog direkte mod Storlien, hvor vi har vores helt egne kupeer for os selv. Det giver os en behagelig og hyggelig start på turen, hvor vi kan slappe af, sove og vågne klar til eventyr. I Storlien bevæger vi os lige ud i det fantastiske svenske fjeldlandskab, som byder på utrolig flot natur, store vidder og ideelt terræn til fjeldskiløb.
Turen består af overnatning i telt ude på fjeldet samt en enkelt overnatning midtvejs på den hyggelige Ramsjøhytta, hvor vi kan få varmen og tørre udstyr. Sidste dag står vi ned til Storlien, hvor der er mulighed for et tiltrængt bad, inden vi stiger på nattoget hjemover.
Turen er planlagt sådan, at alle i god form og med interesse for friluftsliv kan være med. Det er dog vigtigt at nævne, at fysikken bliver udfordret. Det er derfor et krav, at du er i god fysisk form og ikke døjer med ankel-, knæ- eller hofteproblemer. På en tur som denne er alt nemt, hvis sneen er hård og solen står højt, men blæser det op med lav sigtbarhed, kan turen blive krævende.
Vi bruger fjeldski og pulk som transportmiddel. Fjeldskiene er eminente til at bevæge sig i den uberørte sne. Pulken minder om en stor kælk, hvor vi læsser alt vores fælles- og personlige udstyr på. Med et træksystem trækker du selv dit udstyr — det er hårdt, men en fantastisk følelse!
Dagsprogram (13. – 22. marts)
Dagsprogrammet er vejledende, og der vil blive tilpasset undervejs i forhold til vind og vejr.
Lørdag d. 13. marts (Dag 1): Rejsedag med nattog Vi mødes på Københavns Hovedbanegård ca. kl. 13.00, hvor vi stiger på toget mod Sverige. Vi har vores helt egne kupeer til gruppen, hvor vi kan hygge os, ryste sammen og få en god nats søvn, mens toget ruller mod nord.
Søndag d. 14. marts (Dag 2): Ankomst & Første skidag Vi ankommer udhvilede til Storlien søndag morgen, henter vores lejede fjeldski og gør pulkene klar. På denne første skidag arbejder vi med skiteknik, smøring, håndtering af pulk og organisering i gruppen. Vi går derfor ikke så langt, men finder et godt sted at slå vores første lejr op.
Mandag d. 15. marts (Dag 3): Orientering & Vinterfærdigheder Vores anden skidag, hvor vi arbejder med kort og kompas. Vi skal ind i kortet og opbygge en god forståelse for at navigere i terrænet. Der vil også indgå læring om rutevalg, læsider og sikkerhed i vinterterrænet.
Tirsdag d. 16. marts (Dag 4): Sporarbejde & Fjeldet rundt På denne dag arbejder vi med at forflytte os i terrænet og skiftes til at lægge spor for hinanden. Vi styrker holdånden og får opbygget en god rytme på skiene, inden vi slår lejren op på fjeldet.
Onsdag d. 17. marts (Dag 5): Ramsjøhytta Vi går mod Ramsjøhytta, som vi har booket for natten. Her får vi mulighed for at varme os, tørre soveposer og tøj igennem, lave god mad og nulstille inden turens sidste etaper.
Torsdag d. 18. marts (Dag 6): Deltagerne tager teten Med tørre soveposer og ny energi er vi klar til at give den gas igen. I fællesskab bruger vi alt det, vi har lært, og du som deltager får mulighed for at tage teten og lede gruppen i navigeringen. Overnatning i telt.
Fredag d. 19. marts (Dag 7): Storslået fjeldlandskab Vi bevæger os videre i fjeldet og arbejder videre med rutelægning og fællesskabet. Endnu en nat under stjernerne på det hvide fjeld.
Lørdag d. 20. marts (Dag 8): Sidste lejr på fjeldet Vi nyder vores sidste hele dag og aften ude i den barske og smukke natur. Sidste teltlejr slås op, og vi gør os klar til nedkørslen mod Storlien næste dag.
Søndag d. 21. marts (Dag 9): Nedkøring, Bad & Nattog hjem Vores sidste skidag, hvor vi sætter kursen tilbage mod Storlien med fokus på nedkøringsteknik med pulk. Vel fremme i Storlien afleverer vi skiudstyret og får et dejligt varmt bad. Søndag eftermiddag stiger vi på nattoget mod Danmark, hvor vi igen har vores egne kupeer at slappe af i.
Mandag d. 22. marts (Dag 10): Hjemkomst Vi triller ind på Københavns Hovedbanegård mandag morgen — forhåbentlig med et stort smil på læben og masser af minder i bagagen!
Deltagerforudsætninger – Hvad kræver det?
Som deltager på denne tur skal du være i god almindelig fysisk form uden skader i knæ, ankler eller hofter. Du skal være klar på at blive udfordret både fysisk og psykisk, da vind og vejr i vinterfjeldet kan gøre det hårdt.
Desuden skal du være komfortabel med friluftsliv og overnatning i telt i minusgrader. En god rettesnor er: Hvis du kan gå 20 km med 20 kg i rygsækken i en dansk skov og stadig være frisk til at gå dagen efter, er du godt rustet til turen.
Transport & Forplejning
Transport: Turprisen inkluderer togrejse tur/retur fra København H til Storlien med nattog, hvor vi har hele kupeer for os selv. Det giver en både behagelig, social og klimavenlig rejse.
Forplejning: KlubUd står for al forplejning (morgenmad, frokost og aftensmad) under hele fjeldturen. Du står blot selv for personlige snacks/slik samt eventuelt køb af mad på togstrækningen.
Overnatning
Overnatningen foregår primært i 4-sæsoners vintertelte ude på fjeldet, hvor du får den autentiske oplevelse af at sove på det hvide vinterfjeld. Derudover er der planlagt 1 overnatning undervejs i Ramsjøhytta (d. 17/3), hvor vi kan tørre udstyr igennem og lade op.
Pakkeliste
KlubUd står for:
- Morgenmad, middagsmad, aftensmad på fjeldet (turmad)
- Vintertelte (2-3 i hver telt)
- Benzinbrændere til at varme vand
- Pulke og træksystem
- Ski, skistøvler og stave (skriv til os hvis du selv har ski)
- Feller og smøring til skiene.
- Kort og kompas
- Nødsender
- Førstehjælpsudstyr
Din pakkeliste:
Udstyr:
- Vintersovepose og evt lagenpose (kan lejes)
- Oppusteligt liggeunderlag (kan lejes)
- Skumunderlag (kan lejes)
- Fodposer (kan lejes)
- Pandelampe m/ekstra batterier
- Solbriller
- Skibrille
- Snacks (Nødder, chokolade, tørrede bananchips eller lign.)
- Børste til sne (Opvaskebørste)
- Ske
- Kop eller skål – Til at spise af
- Kakao, kaffe, the
- Termoflaske (min 0,7 liter med kop i toppen)
- Nalgene drikkedunk 1 liter + isolerende cover f.eks to store tykke sokker
- Drybags eller stofposer til at opdele ting
- Lagen og hovedpudebetræk til overnatning i hytte
Hygiejne:
- Solfaktor læbepomade
- Solcreme uden vand i.
- Fed håndcreme
- Toiletkit – Håndsprit, vådservietter, toiletpapir og tændstikker (Drybag eller frysepose)
Eventuelt:
- Kamera
- Powerbank
- Uld handsker liners
- Gaiters
Tøj:
- 2 sæt uldundertøj
- Mellemlag: Tyk uldtrøje eller tyk fleece
- Gerne 1 ekstra uldtrøje/fleece
- Skaljakke eller regnjakke
- Dunjakke eller fiberjakke til pauser.
- Vandrebukser, eller lign.
- Skalbukser eller regnbukser
- 4 par uldsokker
- 2 par tykke uldsokker
- Varm hue (Skal kunne dække ørene)
- Halsedisse (gerne 2, så både hals og ansigt kan dækkes ordentligt)
- 1 par varme handsker
- 1 par uld varme gåhandsker/inderhandsker
(Bemærk: Leje af sovepose, liggeunderlag, skumunderlag og fodposer kan klares gennem vores samarbejdspartner. Skriv til os ved tilmelding, hvis du ønsker at leje).
Er der noget du er i tvivl om?
Har du spørgsmål til turen er du altid velkommen til at skrive til Hans Henrik på hh@klubud.dk
Vi håber du har lyst til at komme med på et vintereventyr!


































