Er du typen der elsker en god svampesauce eller ristede svampe på et lækkert stykke brød? Så skal du læse med her, når vi giver vores bedste tips til finde den lækre spise på egen hånd.
Svampejagt er den perfekte undskyldning for at komme ud i naturen. Der er intet bedre end at være i skoven med formålet at finde nogle saftige svampe til aftensmaden. Det er en win-win situation: du får rørt dig imens du er i den smukke, danske natur OG du får lækre svampe med hjem. Desuden er der også noget tilfredsstillende ved at finde sin egne råvarer.
Udstyr
Som enhver anden jæger, skal du have styr på udstyret. Heldigvis er svampejagt ikke nødvendigvis en gadget-tung disciplin. Du kan komme langt med en urtekniv og en tupperware fra køkkenet. Hvis du vil oppe dig en smule, kan du anskaffe dig en mere “professionel” svampekniv. Her er tale om den slags med et blad der kan sikres med en lås og en børste i modsatte ende til at fjerne det værste jord fra svampene. Derudover er det en fordel at have en slags beholder med til de skrøbelige sager. Du kan for så vidt godt bruge en frysepose eller et stofnet, men du kan risikere at svampene smatter ud deri. Derfor anbefaler vi at du bruger en beholder eller en kurv med hang, så den er nem at bære på.
Derudover kan det være en kæmpe fordel at have en svampebog med, da denne kan hjælpe dig godt på vej i at genkende om svampene du finder er gode at spise eller dødsens giftige. Ellers kan man sandsynligvis søge svampe frem på nettet, men vores erfaring er at det er nemmere at bladre i en fysisk bog.
Gode svampe
Det er langt fra alle svampe der smager lige godt, og det er heller ikke alle svampe der er lige nemme at finde. Desuden er nogle svampe, som nævnt, giftige. Men der findes stadig en god sjat svampe, der smager fantastiske. Blandt disse finder du:
- Karl Johan
- Tragtkantareller
- Almindelig østershatte
- Trompetsvampe
- Almindelig pigsvampe
Værd at nævne er også blomkålssvampe og brun skælrørhat, der ligeså vel kunne være kommet på listen. Dog er blomkålssvampen næppe en man finder alle vegne i Danmark. Til gengæld siger man at rørhatte generelt er en af de mest bedste starter svampefamilier, da de er nemme at genkende og der er utrolig få giftige eller dårlige svampe i rørhatte-familien.
Hvor og hvornår?
Når du har styr på udstyret, er du klar til at tage ud til området, hvor du skal finde de små vidundere. Det første du tænker er sikkert bare at du skal ud i den nærmeste skov snarest mulig og finde svampene, men der kan faktisk være stor forskel på svampene alt efter hvilken skoven du tager til og hvornår du gør det. Nogle svampe fortrækker at vokse i nåleskove, mens andre foretrækker løvskov. Så kan det også have betydning om det er i nærhed af en mose eller vandløb, eller om der er knastørt.
I forhold til hvornår, er der generelt flest svampe ved sensommer og efterårstid. Der er svampe hele året, men der er flest i efteråret, hvor sporerne har fået masser af varme og fugt til at vokse sig store.
De fleste af de ovennævnte svampe kan findes i nåleskove, men flere af dem kan også findes i løvskove. Nogle af de gode skove at tage til i Østjylland er bl.a. ved Gammel Rye og ud mod Silkeborg, Moesgård Skov og Skåde Bakker ved Århus, men umiddelbart vil enhver løvskov/nåleskov i nærheden af dig fungere fint som findested for lækre spisesvampe. Dog skal man huske at der er forskel på private og offentlige skove. Befinder du dig i en offentlig skov, må du samle overalt i skoven, mens du kun må tage det du kan nå fra stien i private skove. Og så skal man altid kun tage det der kan være i en bærepose.
Svampens stand
Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at hvis du er i tvivl, er det bedst at lade svampen stå. Men har du en svamp som du med stor sikkerhed kan vurdere som en spiselig svamp, er det tid til at kigge på tilstanden af svampen. Vi har nedenfor samlet nogle af de gængse “problemer” du skal kigge efter.
Jord
Når du plukker en svamp, skal du ikke være alt for bekymret om jorden der hænger fast. For det meste kan du fjerne det værste skidt og snavs med børsten som du har på din smarte kniv og ellers kan du skylle det af, når du kommer hjem. Jord er ikke et faresignal. Og du må endelig ikke skære hele stilken væk bare fordi der er lidt jord på – den kan nemlig også sagtens spises.
Opædt
Hvis du finder en svamp, hvor der er taget nogle bider af den, skal du heller ikke skynde dig at smide den væk (nødvendigvis). Du kan nøjes med at skære det værste væk, hvis det altså kan betale sig. Der er stor forskel på om en stor Karl Johan er blevet nippet af i den ene side, eller om en kantarel næsten er helt fortæret. Hvis du vurderer at det er besværet værd at fjerne de spiste dele af svampen, gør du bare det og resten af svampen skulle stadig være fin at bruge.
Dyr
Lidt ligesom forrige punkt, kan du vurdere om svampen er til at redde. Hvis der er en lille orm i kanten på en stor svamp, kan du sagtens skære det stykke af og bruge resten af svampen, men hvis du halverer en svamp og den er fyldt med utøj, skal den bare kasseres. Hvis du finder en bille eller andre dyr der ikke er indeni svampen, men blot ovenpå, kan denne fjernes og svampen kan stadig bruges.
Svamp
Du kan godt komme ud for at en svamp har fået svamp på sig; altså mug. Dette er et tegn på at svampen ikke har det godt og du skal kassere den med det samme, uden at forsøge at skære det mugne område fra. Den er ikke just noget værd.
Nu er du (næsten) klar!
Det er en sjov og hyggelig måde at bruge naturen på, når man tager på svampejagt, men det kan også virke overvældende at stå på egen hånd og skulle vurdere om en svamp er spiselig eller ej. Tommelfingerreglen er at man aldrig skal spise noget man ikke er 100 % sikker på hvad er. Hvis du vil være helt tryg i svampejagten, vil vi anbefale at tage med på vores sanketure, hvor vi har kompetente instruktører til at vejlede og hjælpe dig på vej til at blive mere sikker i naturen goder.
God jagt!